Menu

Anna Frank Mitchell: Nåede målet til to-dages samlingen

image
FC THY Piger
02. december 2019 kl. 13:21

 

Sidst vi hørte om Annas udtagelse til DBU-truppen i U15, var hendes mål at komme med til to-dages samlingen, der var i Vildbjerg d. 20. og 21. november 2019.

Anna nåede sit mål, og hun var blandt de ca. 50 spillere, der blev udtaget fra hele Danmark i årgang 2005.

"Det var en vild og fed oplevelse, hvor man lærte en masse nyt. Vi havde to fodboldtræninger, én styrketræning og én kamp.
I træningen onsdag, var temaet fase 1; altså det at spille forbi angriberne. Det var fedt med så meget fokus på tingene, og at det blev forklaret helt ned i mindste detaljer.

Niveauet var utrolig højt, og man skulle virkelig være på, når øvelser var i gang. Man skulle gøre sig umage, lige meget hvad og hvornår vi trænede.

Jeg føler, at jeg gjorde en god indsats i både træningerne men også i kampen, så jeg er 100% tilfreds med hele samlingen, og så var det en mega fed oplevelse at komme i den rød/hvide trøje. Også fedt at lære en masse nye veninder at kende på tværs af landet".

 

 

"Som jeg tidligere har sagt, så er det meget fortjent, at Anna er nået hertil. Anna er en pige, der er meget seriøs omkring sin fodbold. Hun er 100% stabil til træning, og hun er der for at blive bedre.

Hun er en af de spillere, der stiller mange spørgsmål til træningen og selv kommer med mange løsninger til, hvad der kan gøres bedre - både for holdet og hende selv.

Altså et rigtig godt efterår for Anna. Næste mål er at fortsat være med omkring DBU U15 i det nye år, men også at udvikle og arbejde hårdt med de ting som Anna skal blive endnu bedre til.

Så er hun en meget udadvendt pige, så ikke overraskende at høre at hun hurtig har fået skabt nogle venskaber til samlingen, siger træner Sanne Mortensen".

 

 

Næste samling er onsdag d. 4. december 2019 i Tilst.
Den samling er Anna også udtaget til.

FC THY Piger ønsker Anna alt muligt held og lykke.

 

 

 

 

 

Luk