Menu

Aktive bedste’r i FC THY PIGER

image Willy (med kasket) og Egon hjælper FC THY Piger med praktiske opgaver
FC THY Piger
17. september 2019 kl. 22:25

 

Mød Willy og Egon :-)

De er de første medlemmer af FC THY PIGERS nye “Bedste Korps”, og de har påtaget sig opgaven med at holde vores trailer både køreklar og ikke mindst “pumpet” og pakket korrekt, når den hver uge triller rundt til træninger fra Koldby i syd til Frøstrup i nord.

 

Fra nu af vil den hver torsdag blive på Lerpytter, så Willy Nielsen fra Sjørring og Egon Kjeldtoft fra Vorupør hver fredag kan give den en kærlig hånd. De to vasker overtræksveste, og sørger for at boldene altid er fyldt med luft og klar til brug. Er der gået et eller andet i stykker, så er de to handy-bedster heller ikke bange for små-reparationer. Det er fortsat trænernes ansvar at rydde op i traileren mellem træningerne, men de to glæder sig til at få lov at hjælpe udenfor banen:

- Jeg har været frivillig i Sjørring Boldklub i 52 år, og det er simpelthen fordi, jeg godt kan lide det. Det er glæden ved at kunne gøre noget for andre og lysten, der driver værket, så da min svigersøn spurgte, om ikke jeg ville hjælpe, så sagde jeg ja, sålænge jeg ikke skulle stå alene med det, fortæller Willy Nielsen, der er morfar til Emma Mørk på U15 og Emilie Mørk på U18.

 

Det skulle han ikke. Egon Kjeldtoft, der er farfar til Emma og Mathilde Løgsted, også U15-piger, var heller ikke sen til at sige “Ja” til opgaven.

- Der kan jo komme til at se lidt grumme ud inde i sådan en trailer med græs og våde bolde og vådt udstyr efter træning, og det er en overkommelig opgave at holde den i orden, så det vil jeg gerne hjælpe med og som pensionist, så har jeg jo tiden, siger Egon Kjeldtoft.

 

De to lagde i søndags ud med første tjans i traileren, og der skulle 100 spritnye bolde som klubben har fået sponseret af Hundstrup-Østerild Sparekasse Fonden pumpes op. En opgave lidt ud over dem, der venter resten af sæsonen.

 

Begge bedstefædre er så ofte som overhovedet muligt med på sidelinjen, når børnebørnene spiller bold. Willy Nielsen og hustruen har fem børnebørn, der alle spiller håndbold eller fodbold, så der er kampe nok at nå:

- Børnebørnene er så dejlige, og vi bruger meget af vores tid på dem, og kan jeg så hjælpe trænerne, der giver dem en masse gode fodboldoplevelser på den her måde, så er det rigtig godt. Det er mit indtryk, at der er styr på tingene i FC THY PIGER, og så er det ingen sag at give en hånd med. Det skulle mange flere - også forældre - gøre. Vi kan jo se, det gør en forskel, siger han.

 

FC THY PIGER håber, det nye korps af bedsteforældre på sigt får flere medlemmer. Der er nemlig rigtig mange opgaver at løse, når man har over 120 aktive piger fra U13 til U18 i gang i FC THY PIGER.

- Det er helt fantastisk med den her bedsteforældre-ordning. Fællesskab gør stærk, og mange bedsteforældre kommer allerede og bakker op om forskellige aktiviteter, vi laver som loppemarked og vores sommerafslutninger. Vi er så stolte og ydmyge over, at de vælger at bruge tiden på FC THY PIGER, og der er plads til alle, der gerne vil, siger Heidi Gravesen, næstformand i FC THY PIGER.

 

Opgaverne kan være alt lige fra at bage en plade boller eller en kage til fodboldstævner og til en hånd med ved sortering af spillertøj forud for eksempelvis Vildbjerg Cup eller lignende - FC THY PIGER opererer efter mottoet “Har du lyst, så har vi opgaven”, lyder det fra næstformanden.

 

Har DU lyst til at blive en del af FC THY PIGERS BEDSTE KORPS så kontakt

Heidi Gravesen (5155 7108) eller Marie Frank Mitchell (3029 6130) :-)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Luk